Trump er tilbage! Sådan navigerer du i usikkerheden som investor
Jacob Falkencrone
Chief Investment Strategist, Europe
Vigtige pointer:
- Markederne er ekstremt modstandsdygtige: Over tid har de globale aktiemarkeder konsekvent rejst sig efter kriser, krige, pandemier og finansielle sammenbrud, hvilket beviser deres evne til at belønne tålmodige, langsigtede investorer.
- Fokusér på det fundamentale, luk af for støjen: Politisk usikkerhed og kortsigtede markedsudsving dominerer ofte overskrifterne, men påvirker sjældent den underliggende værdi af en solid og veldiversificeret portefølje.
- Hold fast i din plan: At fastholde en disciplineret, diversificeret investeringsstrategi og ignorere kortsigtede distraktioner er nøglen til at navigere i usikkerhed og drage fordel af langsigtede vækstmuligheder.
Trump 2.0 - sådan forbereder du dig som langsigtet investor
Donald Trump har endnu engang fået overrakt nøglerne til Det Hvide Hus, og er i den grad tilbage i en hovedrolle på den globale politiske scene. Det skaber stor debat og nervøsitet om, hvad han kan finde på og hvordan hans politik kan påvirke de finansielle markeder og dine investeringer. Kendt for sin uforudsigelige stil har Trump tidligere indført skattereformer, deregulering og startet handelskrige, hvilket har skabt markante udsving på markederne. Nu spørger investorer verden over: Hvad betyder Trump 2.0 for vores porteføljer?
Selvom Trump fortsat er notorisk uforudsigelig, giver historien os heldigvis nogle svar. Under Trumps første præsidentperiode oplevede markederne øget usikkerhed, men ikke blot overlevede de – de blomstrede. Trods dramatiske overskrifter og politiske svingninger leverede de globale aktiemarkeder solide afkast. Faktisk har en langsigtet investor i globale aktier (MSCI ACWI) over de seneste 15 år opnået et samlet afkast på intet mindre end 426%. Og det på trods af kriser som handelskonflikter, Brexit og COVID-19 – og altså inklusiv fire år med Trump 1.0 ved roret.
Sandheden er, at markederne har oplevet, gennemlevet og klaret langt værre ting end én enkelt præsident. Fra pandemier og verdenskrige til finansielle kriser og geopolitiske konflikter har markederne – indtil videre - altid vist deres evne til at tilpasse sig, komme sig og belønne tålmodige investorer. Det er vigtigt at huske på, når bølgerne nogle gange går højt på markederne.
Note: Data er på MSCI ACWI TR Net EUR i perioden januar 2010 til januar 2025. Husk, at historiske afkast ikke er en garanti for fremtidige afkast, og at afkast kan blive negative.
Er du stadig nervøs for Trump 2.0? Her er fem måder, du kan navigere i usikkerheden som investor.
1. Adskil støj fra det, der rent faktisk betyder noget
Ting som politik fylder ofte meget i nyhedsbilledet, og man kan nemt blive revet med, når der går sensationsjournalistik eller clickbait i den. Det er dog vigtigt at huske på, at langtfra alle overskrifter påvirker din portefølje. Under Trump 1.0 så vi, hvordan fx handelskonflikter skabte kortvarige reaktioner, men virksomhedernes grundlæggende værdier forblev ofte uændrede.
Spørg derfor dig selv: “Ændrer dette fundamentalt værdien af mine investeringer?” Oftest er svaret nej. At ignorere kortsigtet støj hjælper dig med at undgå dyre følelsesbaserede beslutninger.
2. Hold fast i din plan
Det er nemt at lade sig rive med af frygt, og faktisk kan man altid finde noget at bekymre sig om som investor. Markederne trives dog fint i usikkerhed. Under Trumps første periode bevægede aktiekurserne sig til tider markant både op og ned, alligevel blev langsigtede investorer belønnet, da markederne steg til nye højder. Selv under globale kriser som den finansielle nedsmeltning i 2008 og COVID-19-pandemien viste markederne deres evne til at komme sig – og endda levere betydelige gevinster.
Tip: Fastlæg dine investeringsmål og opbyg en solid og diversificeret portefølje, der stemmer overens med disse og din risikoappetit. Lad din investeringsstrategi guide dig, ikke de daglige markedsbevægelser. Og hvis det er svært at bevare det langsigtede fokus, så lad være med at tjekke dine investeringer i tide og utide – det gør det bare sværere at holde fast i din plan.
3. Husk at markeder har overlevet langt værre ting
Selv hvis politisk usikkerhed kan virke overvældende, er det vigtigt at sætte det i perspektiv. Markederne har tidligere klaret nogle af historiens største udfordringer:
- Pandemier: Fra Den Spanske Syge til COVID-19 har markederne altid rejst sig.
- Krige: Selv midt i verdenskrige og konflikter har virksomheder tilpasset sig og fortsat med at innovere.
- Kriser: Finansielle kollaps som dot-com-boblen og finanskrisen i 2008 har skabt panik, men også åbnet døren for vækst.
Dette understreger hvor modstandsdygtige markederne er over tid. Aktiemarkederne tilpasser sig, genopbygger og har – historisk set – belønnet dem, der holder fast. Faktisk nåede det amerikanske S&P 500 indeks forleden et nyt historisk rekordniveau. Med andre ord: uanset hvad aktiemarkedet nogensinde er blevet udsat for, så har det genvundet det tabte over tid.
4. Spred din risiko ud
Risikospredning – eller diversificering – er din bedste ven i usikre tider. Ved at sprede dine investeringer på tværs af sektorer, regioner og aktivklasser reducerer du risikoen for store tab på enkeltområder. Det er hjælper dig fx, hvis specifikke sektorer eller markeder bliver hårdt ramt af politiske tiltag. Overvej brede fonde som ETF’er eller globale indeks, der giver eksponering til mange markeder og brancher. Det giver stabilitet og mulighed for vækst på samme tid.
5. Forbered dig på udsving – og udnyt den
Usikkerhed, som vi ser med Trump 2.0, kan skabe markedsuro. Og hvis ikke det er Trump, der skaber den, så er det noget andet. Aktiemarkederne svinger over tid, det ligger i deres natur og det kan vi ikke ændre på. Du kan dog forberede dig på det, og historien viser faktisk også, at disse perioder kan give muligheder. Under COVID-19 kunne investorer, der købte kvalitetsaktiver til lave priser, nyde store gevinster, da markederne genvandt fodfæstet.
Overvej derfor at holde en del af din portefølje i kontanter for at udnytte markedsdyk. Sørg samtidig for, at din kerneportefølje er diversificeret og følger din langsigtede plan.
Afsluttende tanker
Markederne har historisk set altid vist en imponerende evne til at overvinde modgang. Fra pandemier og krige til politisk usikkerhed har de globalt leveret vækst og belønnet de investorer, der holder fast.
Trump 2.0 kan bringe nye udfordringer, men husk, at markederne har klaret det, der er værre. Ved at fokusere på diversificering, holde fast i din strategi og ignorere kortsigtet støj kan du navigere gennem eventuel usikkerhed med sikker hånd.
Tålmodighed er ikke bare en dyd – det er en strategi. Forbliv rolig, forbliv investeret, og lad markederne gøre det, de altid har gjort – belønne den langsigtede investor.