Tyske SAP er nu Europas største virksomhed, men hvad er investeringscasen?

Oskar Barner Bernhardtsen
Nordisk investeringsstrateg
Tyske SAP er nu Europas største virksomhed, men hvad er investeringscasen?
Kampen om at være Europas mest værdifulde børsnoterede virksomhed har i de sidste par måneder været tæt blandt 5 virksomheder; Novo Nordisk, LVMH, SAP, ASML og Hermès.
Som det kan ses nedenfor, var der for 1 år siden stor forskel i værdiansættelserne af de 5 virksomheder, men ser man på de 5 virksomheders værdi i dag, er tyske, SAP, nu Europas mest værdifulde børsnoterede virksomhed.
For 1 år siden var Novo Nordisk med over 500 mia. EUR i markedsværdi Europas suverænt mest værdifulde virksomhed, hvor SAP på 5. pladsen ”kun” havde en markedsværdi på lige over 200 mia. EUR. Stigningen i SAPs aktiekurs og det store fald i Novo Nordisk betyder nu, at SAP er værdiansat til over 280 mia. EUR, hvor Novo Nordisk, LVMH samt Hermès alle er værdiansat til ca. 240 mia. EUR, godt 15 % lavere end SAP.
Men hvad laver SAP egentlig, og hvad er investeringscasen?
Som vist nedenfor leverer SAP de såkaldte ERP-systemer med fokus på cloud. ERP står for ”enterprise ressource planning”, og er kort fortalt det system man i en virksomhed bruger for at forbinde forskellige afdelingers systemer som f.eks. salg, indkøb, HR og økonomi.
I en tid hvor verdenen og virksomheder bliver mere og mere digitale, er SAPs ERP-produkt mere relevant end det har været før, da netop virksomheders digitale styrke på tværs af en organisation kan være med til at effektivisere omkostninger, forkorte forretningsprocesser og øge omsætningen.
Ved SAPs seneste 1. kvartalsregnskab d. 22. april 2025 nævnte CEO, Christian Klein, at Trumps nye handelspolitik med øget told faktisk kunne gavne SAPs relevans for virksomheder. Dette skyldes, at en mere kompleks verden kan betyde et øget behov for styrkelse af virksomheders digitale infrastruktur, når man f.eks. skal have salgsafdelingen til digitalt at tale bedre sammen med f.eks. indkøbs-, produktions- og økonomiafdelingen.
Som investor skal man dog vide, at SAP har flere konkurrenter som Microsoft, Oracle, IBM, Salesforce og Snowflake, og derfor er det ikke sikkert, at SAP alene kommer til at gavne af den digitale udvikling hos flere virksomheder. Tvært i mod kan konkurrencesituation på sigt betyde, at prisen på ERP-systemer falder markant, hvilket kan give modvind til aktiens udvikling.
Ser man på SAPs omsætningsudvikling det seneste år er resultatet imponerende. Den samlede omsætning steg i 1. kvartal 2025 til ca. 9 mia. EUR, hvilket svarer til en årlig vækst på ca. 12 %. I 1. kvartal 2025 steg bundlinjen dog med hele 79 % til 1,68 mia. EUR, hvilket betyder, at SAP i øjeblikket forbedre deres marginer og interne effektivitet markant.
ERP Cloud systemerne er der SAP leverer den højeste vækst med 26 % omsætningsvækst i 1. kvartal 2025, som vist nedenfor.
Samtidig er ”cloud backlog”, som vist nedenfor, på hele 18,2 mia. EUR, tilsvarende til 28 % årlig vækst, hvilket betyder at der allerede nu er kontraktuelle forpligtelser fra kunder på 18,2 mia. EUR de næste 12 måneder indenfor cloud salg.
Dette betyder ifølge SAPs CEO, at der er god forudsigelighed i den fremtidige omsætning, hvilket kan give investorerne mere visibilitet omkring den kortsigtede fremtidige omsætning i en omskiftelig verden.
En anden faktor, der kan have påvirket aktien positivt det seneste år, er den flotte vækst SAP har oplevet på tværs af verdenen. To af de andre store europæiske virksomheder, LVMH og Hermès har f.eks. oplevet svaghed i det asiatiske marked og hollandske ASML har ligeledes tidligere i 2024 været ude og nedjusterer deres forventninger til 2025.
Her viser SAP, som vist nedenfor, bred vækst på tværs af verdenen og fremhæver bl.a. Kina, Japan, Frankrig, USA og Canada som lande der har bemærkelsesværdig stærk vækst.
En del af den fremtidige investeringscase i SAP er implementeringen af kunstig intelligens, og i særdeleshed, AI agenter, i fremtidens ERP-systemer.
Som vist nedenfor, kan en AI-agent f.eks. i fremtiden være en digital robot, der kan hjælpe virksomheder med deres økonomistyring, HR-opgaver eller til at styre ændringer og udfordringerne i en virksomheds forsyningskæder.
Selvom kunstig intelligens kan få SAPs omsætning til at stige markant medfølger dette også, at virksomheden er værdiansat forholdsvist højt til ca. 35x den ventede indtjening i 2025. Som før nævnt, er konkurrencen indenfor kunstig intelligens høj fra f.eks. Microsoft, Oracle og IBM, og størrelsen af markedet om bare få år er svært at spå om.
Derfor er den største usikkerhed og risiko ved SAP-aktien skuffelser i den fremtidig cloud og ERP forretning på grund af en langsommere end ventet adoption af kunstig intelligens samt stor konkurrence fra andre teknologigiganter, der på sigt kan presse omsætningen og SAPs marginer ned.