Alle øjne hviler på Nvidia regnskab mens AI boom når historiske højder
Peter Garnry
Chief Investment Strategist
Hovedpointer:
- Nvidias Q4 regnskab får megen opmærksomhed: Analytikerne forventer rekordhøj omsætning og indtjening per aktie grundet den heftige efterspørgsel efterkunstig intelligens.
- Regnskabet er omgærdet af usikkerhed: Selvom Nvidia ofte slår forventningerne, vækker geopolitisk usikkerhed og en mulig overvurdering af vækstpotentialet bekymring.
- Kunstig intelligens driver aktiemarkedet: AI-sektoren oplever kraftig vækst, som kan ses i Nvidias hidtidige succes og en samling af relaterede aktier.
- Tegn på boble-dannelse: På samme måde som vi har set det med tidligere teknologibooms, er der en følelse af "fear of missing out" (FOMO) og dermed en risiko for overvurderede aktiekurser inden for AI-segmentet.
Vil Nvidia signalere en afkøling af AI-boomet?
Der er næppe noget regnskab, som er vigtigere for stemningen på aktiemarkedet lige nu end Nvidias fjerde kvartalsregnskab for finansåret 2024 (som sluttede 31. januar 2024). Regnskabet offentliggøres onsdag aften efter de amerikanske børser er lukket. Med et AI-boom, der buldrer derudaf og breder sig til stadig flere aktier, er det dette regnskab, alle venter spændt på. Analytikerne peger på en forventet omsætning på 20,4 milliarder dollars, en vækst på 238% år/år, og en indtjening per aktie på 4,60, op 613% år/år, i hvad der måske er den mest markante vækst nogensinde set hos et såkaldt mega cap selskab. Aldrig før har vi set et firma med en markedsværdi på en billion dollars, som har en årlig omsætning på 45 milliarder dollars og en margin på sin nettofortjeneste på 55% vokse med sådan hast.Grafen nedenfor viser Nvidias hidtidige kvartalsomsætning og analytikernes fremadrettede forventninger til omsætningen. De forventer, at den kvartalsmæssige omsætning vil overstige 25 milliarder dollars indenfor det næste år. Det er næsten fire gange højere end omsætningen i slutningen af 2022, hvor Nvidia oplevede et styrtdyk i efterspørgslen blandt andet på grund af dalende Bitcoin-priser.
Når vi dykker ned i den geografikse fordeling af omsætningen, er det tydeligt, at USA stikker af fra feltet med imponerende vækst de seneste to kvartaler. Men Kina og Singapore udgør fortsat en væsentlig del – 37% – af Nvidias omsætning. Det betyder, at de nuværende handelsspændinger mellem USA og særligt Kina samt en mulig sejr til Donald Trump ved det amerikanske præsidentvalg i november, tegner sig som betydelige geopolitiske risici for Nvidia.
Kan Nvidia overgå forventningerne, og hvordan er markedet positioneret? Nvidia har slået forventningerne til omsætning og indtjening per aktie i 7 af de seneste 8 kvartalsregnskaber. De seneste tendenser fra Arm og andre aktører i AI-økosystemet antyder, at væksten ikke vil aftage lige foreløbig. Vi hælder til, at analytikerne endnu engang undervurderer Nvidias vækst, selvom usikkerheden denne gang er 2,5 gange højere end de ved foregående regnskaber. Normalt bevæger aktien sig 4,3% i forbindelse med Nvidias regnskaber, men nu er forventningerne skruet op til 10,5% hvis man kigger på prissætningen på aktieoptioner. For at illustrere såkaldt cumulative AI performance kan du se slidet fra Nvidias investorpræsentation nedenfor.
Og hvad med Nvidias værdisætning? Kan fremtidsudsigterne retfærdiggøre den? Som vi nævnte i en nylig analyse af Arm-aktier, er både Arm og Nvidia prissat langt over markedsgennemsnittet (engelsk artikel), hvilket giver mening med den solide vækst vi ser i AI-chips. Men spørgsmålet er, om det er gået over gevind? Det kommer naturligvis an på, hvad man forventer af fremtiden. Aswath Damodaran, en førende kapacitet inden for aktievurderinger fra New York University, har for nylig diskuteret de "magnificent seven" og nævnte specifikt Nvidia og Tesla som eksempler, hvor der er usikkerhed om, hvordan markedsandelene vil fordele sig på længere sigt. Han påpeger, at hverken mikrochip- eller bilindustrien traditionelt har været præget af, at én aktør løber med hele markedet, men investorerne synes nu at indregne en forventning om, at de ændrende økonomier inden for AI-chips og elbiler kan ændre spillets regler.
Senere i sin analyse siger Damodaran, at Nvidia efter hans mening er overvurderet, selv når han tager højde for betydelig vækst inden for AI i sine værdisætningsmodeller – en interessant kontrast, da han selv ejer aktier i Nvidia.