Guide: Bliv klogere på aktiehandel – hvad skal jeg investere i?

Saxo Bank
Der kommer måske tidspunkter i livet, hvor du står med et større beløb, du skal beslutte dig for, hvad du skal gøre med. Måske du har arvet en sum penge, sparet et større beløb op eller har fået en stor bonus på arbejdet.
Her er det ikke spor underligt, hvis tanken om, hvordan du bedst muligt sikrer din formue – og får den til at vokse – opstår.
Nogen kunne umiddelbart tænke, at den bedste løsning er at sætte alle pengene ind på en opsparingskonto i banken og lade dem trække renter. Men det er ikke nødvendigvis korrekt.
Du risikerer nemlig, at pengene kommer til at æde sig selv op, bl.a. pga. gebyrer og inflation, der gør dine penge mindre værd med tiden. Som årene går, vil der nemlig komme så tilpas mange prisstigninger i samfundet, at du ganske enkelt kan købe mindre for dine penge, når du engang hæver dem.
Et godt råd er at lade en del af din formue arbejde for dig, hvilket potentielt kan føre til et højere afkast over tid. Det kan du bl.a. gøre ved at investere i aktier, hvor du køber dig ind i virksomheder, fonde eller investeringsforeninger via andele (= aktier). Vær opmærksom på, at aktieinvesteringer altid indebærer risiko for både op- og nedture.
Men hvad skal man investere i?
Aktieinvestering er et spændende område, hvor der kan skabes store gevinster – men naturligvis også store tab i visse perioder, alt efter verdenssituationen. Markedet reagerer nemlig på højkonjunkturer og lavkonjunkturer, store verdensbegivenheder, samt individuelle faktorer for virksomheden som f.eks. årsregnskaber, presseomtale, produktlanceringer og investeringer.
Derfor skal du først gøre op med dig selv, hvor meget du har lyst til at investere i værdipapirer, og hvor høj din risikoprofil skal være.
På denne side får du vores guide til at komme bedst muligt i gang med at investere i aktier, ligesom vi besvarer spørgsmål som ”hvad skal jeg investere i lige nu?”
Indskud af kapital – hvad har du råd til at tabe?
Aktieinvestering er ikke kun for storaktionærer, men for alle – uanset om du har råd til at investere få hundrede kroner eller 100.000 kroner. Det gælder blot om at lægge den rigtige strategi, der matcher din nuværende økonomi.
Det vil generelt være et for stort sats at lægge hele din formue i aktier, da det som nævnt er et marked, der går op og ned – og selv ekspert-analyser kan have svært ved at forudsige samtlige tendenser nøjagtigt, ligesom der kan komme uventede konkurser.
Du bør derfor ikke investere mere, end du reelt har råd til at tabe.
Der er potentiale for at opnå et afkast, hvis du giver dine aktier tid til at vækste over flere år, så de kan overvinde svære perioder med lavere aktiekurser. Men som med alle investeringer er der usikkerheder, og tidligere resultater er ikke nødvendigvis en indikator for fremtidige afkast.
Risikovillighed i en foranderlig verden
Hvad er de bedste investeringer lige nu? De seneste år med corona, inflation og krige har i den grad bevist, at verden er foranderlig og skrøbelig. Omvendt lever vi også i en digital tidsalder, hvor der dukker store innovationer op som f.eks. elbiler og diverse AI-teknologier.
Så spørgsmålet er, om man skal holde sig forsigtig/passiv – eller forsøge at finde den næste skjulte Tesla-diamant, når der skal investeres i aktier.
Det kommer primært an på, hvor risikovillig du er som person. Generelt giver det for de fleste bedst mening at sammensætte en aktieportefølje med en blandet risiko, så man er dækket bredt ind, uanset om det går op eller ned på aktiemarkedet.
Her kan du med fordel investere i både defensive og cykliske aktier.
Defensive aktier bliver typisk ikke berørt af markedsudsving i lige så høj grad, da du her investerer i den type produkter, der betragtes som uundværlige i både opgangs- og krisetider. Det kan være alt fra energi til forsikringer og madvarer.
Modsætningen er cykliske aktier, der især stiger i forbindelse med højkonjunkturer og typisk associeres med forbrugsvarer som smykker, tøj, hoteller, elektronik og rejser.
Vi anbefaler altid at undersøge, hvad du har lyst til at investere i, inden du bruger de første penge på aktier. Har du en helt særlig interesse for bæredygtighed, kan du f.eks. foretage bæredygtige investeringer – bl.a. ved at kigge på virksomhedernes ESG-scores, der vurderer, hvordan de hver især klarer sig på bæredygtighedsområdet.
Risikovillighed i forbindelse med aktier kommer i mange forskellige former. For én ting er de varer, du ønsker at investere i. Noget andet er selve virksomhedernes potentiale.
Værdi eller vækst?
Vi skal nu drøfte hhv. valueaktier og vækstaktier.
Du kan vælge at købe dig ind i virksomheder, der måske endnu ikke har genereret det store overskud, men har potentialet til at gøre det pga. nye produktlanceringer. Her skal du være opmærksom på, at markedshypen kan være med til at skrue op for aktieværdien, hvilket kan indebære, at du skal betale en ekstra høj pris for at blive aktionær.
Vækstaktier kan med andre ord tilbyde stor vækst, men de er også forbundet med høj risiko, da deres værdi kan være stærkt påvirket af markedsforhold og virksomhedens udvikling.
Vil du finde de små skjulte perler, kan du bl.a. søge blandt de såkaldte small cap-virksomheder med en markedsværdi på under 150 mio. euro. Investering i små virksomheder (small cap) kan potentielt give højere afkast, men disse aktier er også forbundet med højere volatilitet og risiko for tab.
En anden strategi er at gå efter billigt og sikkert. Vælger du at investere i valueaktier, går du i stedet efter den type aktier, der pt. ligger på et stabilt niveau. De kan være lavere prissat mht. aktieværdien, men har potentialet til at skabe større værdi på sigt, blot ikke så eksplosivt som vækstaktierne.
Den lavere prissætning kan være et udtryk for flere forskellige ting. Det kan skyldes, at markedet endnu ikke har fået øjnene op for virksomhedens fulde potentiale, eller at den pågældende sektor ganske enkelt er blevet uinteressant for aktionærerne.
Den lavere pris kan også skyldes alt fra dårlige regnskaber til shitstorme – og her skal du forsøge at vurdere, om det på lang sigt er værd at købe aktierne, selvom aktiepriserne er utroligt lukrative.
Hvis du vil agere defensivt og basere dine aktievalg på stabilitet, kan det også være en idé at kigge målrettet efter udbytteaktier.
Udbytteaktier er den type aktier, hvor virksomheden udbetaler aktionærerne et udbytte (dividende) af overskuddet efter generalforsamlingen. Det sker typisk årligt. Fordelen er her, at udbytteaktier giver et mere fast afkast, uden du løbende skal spekulere i aktiekurser samt høj- og lavkonjunkturer.
Udbytteaktier bliver i høj grad udbudt af større og veletablerede virksomheder.
Erfaring – hvad er bedst at investere i som nybegynder?
Hvis du er helt ny på aktiemarkedet, kræver det gerne lidt føling med de forskellige mekanismer, så du dels ved, hvordan du ønsker at sammensætte aktieporteføljen – og dels ved, hvor risikovillig du i virkeligheden er som investor. Denne føling får du gennem erfaring.
En vej at gå som nybegynder på aktiemarkedet er med fractional shares, hvor du ikke køber hele aktier, men kun brøkdele af den pågældende aktie. Den store fordel er her, at du med fractional shares kan komme lynhurtigt i gang, også selvom du kun vil investere i aktier for små beløb.
Fractional shares giver dig både mulighed for at investere i mindre virksomheder og de helt store giganter som Amazon, hvor det ellers kan være svært for mange at købe hele aktier pga. de høje priser.
Så hvordan kommer jeg i gang med at investere?
Når du skal i gang med at investere i aktier, skal du gøre brug af en såkaldt børsmægler som f.eks. Saxo Bank og vores aktieplatform, der kan hjælpe dig med købet og salget af dine aktier, der altid bliver eksekveret i børsernes åbningstider.
Husk, at du kan læse mere om de konkrete åbningstider her på siden. Her kan du også læse mere om, hvorfor det er en god idé at holde sig opdateret på de forskellige åbningstider.
På vores platform kan du handle på mere end 50 børser verden over, ligesom du kan oprette både månedsopsparinger og en Aktiesparekonto, hvor alle aktieindtægter automatisk bliver indberettet til SKAT.
Fordelen ved at vælge f.eks. en Aktiesparekonto er, at du opnår en noget lavere skattesats på dine aktieindtægter. Satsen ligger i 2024 på 17%, og det forventes, at den ligger på det samme i 2025. Det er væsentligt mindre, end hvis du investerer dine penge i aktier fra hhv. et aktiedepot eller en Månedsopsparing.
Her bliver de første 61.000 af din aktieindkomst nemlig beskattet med 27% og herefter 42%, når aktieindkomsten overstiger de 61.000 kroner.
Aktiesparekontoen er netop sat i verden for at gøre aktieinvesteringer interessante for nye aktionærer. Der er dog en total indskudsgrænse på 135.900 kroner (sats for 2024), denne øges til 160.000 kroner i 2025, ligesom du kun må eje én Aktiesparekonto. Det er således ikke et tilbud, der muliggør ekstra høje indskud til aktieinvesteringer.
Månedsopsparinger er en anden løsning, der både kan bruges som et alternativ og supplement til Aktiesparekontoen, da du gerne må oprette begge dele. Månedsopsparingen giver dig ikke en økonomisk gevinst rent skattemæssigt, men til gengæld er der ingen begrænsning på, hvad du må indsætte på din opsparing.
Månedsopsparing er en særlig løsning til dig, der vil spare op via investeringer i værdipapirer. Investeringer, der vel at mærke blive foretaget automatisk, når du først har indstillet dine præferencer til månedligt indskud og ønskede investeringsobjekter. Du investerer her i børsnoterede fonde (ETF) samt investeringsforeninger – og kan ikke købe enkeltaktier som med en Aktiesparekonto.
Du vælger selv det beløb, der skal indbetales månedligt, og hvor lang en løbetid du ønsker på din Månedsopsparing – uden at skulle betale gebyr eller kurtage.
Med en Saxo Bank månedsopsparing står vi altid klar til at guide dig til, hvilken type investeringer du kan foretage.
Månedsopsparing passer godt til dig, der ønsker at investere mere passivt – og måske også har god tid til at vente på, at der kommer et solidt afkast. Det skyldes nemlig, at du primært investerer i fonde. Det kan derfor også passe godt til dig, der er forholdsvis ny på markedet og gerne vil have lidt ekstra hjælp.
Samtidig vil din investering i fonde à la REIT, S&P 500 og Nasdaq 100 indeksfonde ofte blive betegnet som mindre risikobetonet, da det ofte vil være eksperter, der er med til at vælge, hvor pengene skal investeres.
Læs vores tjekliste og bliv klar til investeringseventyret
Når det kommer til investeringer, skal du være OBS på, at der findes mange andre muligheder end lige netop aktier. Det kan bl.a. være ejendomme, guld og crowdfunding. Aktier er dog ofte nemt at gå til for de fleste, selv nybegyndere, og når du først har sat dig en smule ind i de forskellige termer, kan du roligt gå i gang med investeringseventyret.
Du skal dog også være indstillet på, at aktier ikke altid er en hurtig indtjeningsmulighed. Det kan sagtens tage år, inden din investering giver gevinst. Hvis du vil generere et større afkast, skal du muligvis også være dét mere risikovillig ved at købe andele i virksomheder, der i den nærmeste fremtid kan præsentere markedet for nye produkter.
Spørgsmålet er blot, hvor høj en pris du har lyst til at betale for dine aktier, og om den høje pris kan bære al hypen.
Hvad skal jeg investere i – vores tjekliste
- Hvor meget ønsker du at investere. Vælg aldrig et højere beløb, end hvad du har råd til at tabe. Uanset om du vælger defensive eller cykliske aktier, kan aktiekurserne falde.
- Hvilken virksomheder vil du investere i. Satser du på et stabilt afkast eller høj vækst inden for de kommende år?
- Hvor lang tid vil du give din investering. Har du tid til at vente, kan du eventuelt sætte pengene i valueaktier, udbytteaktier eller fonde via din Månedsopsparing.
Alle tre punkter er med til at afgøre, om du skal lægge en defensiv eller aggressiv strategi. Det vil altid afhænge af din økonomiske situation og risikovillighed – og der findes derfor heller ikke noget endeligt facit på spørgsmålet: Hvad skal jeg investere i lige nu?