Hvordan og hvornår skal man bruge fundamental analyse

Saxo Group
Fundamental analyse bestemmer værdien af noget. Inden for investering bestemmes værdien af et aktiv, f.eks. aktier. Fundamental analyse er ikke den eneste måde at bestemme værdien af et aktiv på. Folk peger ofte på teknisk analyse som alternativ til det. Vi vil ikke gå i dybden med teknisk analyse i denne guide. Det nævnes blot for at du ved, at det ikke er den eneste metode, du kan bruge. Det er dog en populær metode, som bruges af tradere, og som giver dem mulighed for at vurdere den potentielle værdi af et aktiv.
Hvad er fundamental analyse?
Fundamental analyse er en vurderingsmetode, der fokuserer på egenværdien af et aktiv. Det man finder ud af er, hvad aktivets værdi er, og om det i øjeblikket er over- eller undervurderet af markedet. Hvis det ser ud til, at aktivet er overvurderet, kan det være bedst at sælge. Hvis den er undervurderet, er det måske bedst at købe.
Der er andre måder at besvare dette på. Teknisk analyse er en af disse måder. Teknisk analyse tager højde for markedsbevægelser og tidligere prismønstre. Fundamental analyse har til formål at se bort fra markedsbevægelser og fokusere på de centrale aspekter af aktivet. I bund og grund er målet med denne type analyse at se på aktivet isoleret.
Det betyder ikke, at visse eksterne faktorer ikke tages i betragtning. Man fokuserer på aktivet og branchen omkring det og ser bort fra, hvordan folk reagerer på det. En god måde at illustrere denne pointe på er at se på, hvad tekniske analytikere ser på.
Fundamental analyse vs. teknisk analyse
Teknisk analyse ser på aktivets prishistorik. Disse prisbevægelser afspejler stemningen på markedet, dvs. at priserne stiger og falder på baggrund af købs- og salgsaktivitet. Når flere mennesker køber, er prisen ofte bullish/opadgående (dvs. stigende). Når der er flere, der sælger, er prisen ofte bearish (dvs. faldende).
Med denne type analyse er beslutningen om at købe eller sælge et aktiv ikke altid baseret på dets grundlæggende kvaliteter. For eksempel hvis en person har Apple aktier, og sælger disse. Sælger personen, fordi han eller hun mener, at Apple er en dårlig virksomhed uden nogen egenværdi? Sikkert ikke. Det er mere sandsynligt, at personen har solgt, fordi han eller hun tror, at prisen har nået sit højdepunkt, og at stemningen på markedet er ved at ændre sig.
Derfor sælger de til en god pris og regner med at genkøbe Apple aktier på et senere tidspunkt til en billigere pris. Dette er et ret forsimplet eksempel på, hvordan teknisk analyse fungerer, men det illustrerer, hvorfor en teknisk analytiker vil købe eller sælge. Deres beslutninger er i højere grad baseret på, hvad andre mennesker gør, fordi målet er at handle med et aktivs prisudsving.
Fundamental analyse tager ikke højde for disse bevægelser. Man kan sige, at det er en lidt mere objektiv tilgang til at analysere værdien af et aktiv. Det er ikke helt objektivt, men ens beslutninger påvirkes ikke nødvendigvis af, hvad andre købere og sælgere gør. Som med de fleste ting i livet er der selvfølgelig ikke noget, der er sort eller hvidt. Der er nogle krydsninger og sammenlægninger af strategier. Men generelt fokuserer fundamental analyse på et aktivs kerneegenskaber som en måde at bestemme dets værdi på.
De to typer af fundamental analyse
Vi har set på den grundlæggende definition af fundamental analyse, og hvordan den adskiller sig fra teknisk analyse. Hvis vi går mere i dybden, kan denne analysemetode opdeles i to typer:
Kvantitativ Analyse
Kvantitativ fundamental analyse fokuserer på tal. Det er de ting ved en virksomhed, der kan måles statistisk. Det betyder, at man er nødt til at se på en virksomheds regnskaber for at kunne vurdere dens position både isoleret set og på markedet som helhed.
Du kan f.eks. se på en virksomheds Price-to-Earnings ratio (P/E ratio, dvs. den aktuelle aktiekurs divideret med virksomhedens årlige indtjening). Du kan også se på en virksomheds indkomst, gæld og aktiver. Når du har styr på disse tal, kan du sammenligne dem med lignende virksomheder inden for samme branche for at finde ud af, om der er nogle er skiller sig ud.
Kvalitativ analyse
Kvalitativ fundamental analyse ser på de aspekter, der ikke kan måles statistisk. Det kan være kvaliteter som den generelle holdning til virksomhedens brand, hvor veletableret en virksomhed er, personerne i bestyrelsen (er de f.eks. offentlige personer), den seneste medieomtale osv. Det er de ting, som man ikke kan måle statistisk, men som alle bidrager til en virksomheds status og dermed værdi.
Benyt begge typer fundamental analyse
Begge typer af fundamental analyse er i sig selv nyttige, og i virkeligheden kan man ikke have den ene uden den anden.. Det er en mulighed kun at fokusere på det kvantitative eller det kvalitative, men for at få det bedste resultat bør man gøre brug af begge dele.
Det er ligesom at kombinere det objektive og det subjektive. Du bruger objektive statistikker sammen med målinger, der er åbne for fortolkning (dvs. subjektive). Det skulle teoretisk set give dig et bedre overblik over et aktiv og dets værdi.
Det er op til dig, i hvilken rækkefølge du vælger at bruge de to typer fundamental analyser. Professionelle tradere gennemgår dog en af følgende processer:
- Top-down fundamental analyse: Her ser man på de makroøkonomiske faktorer, altså de kvalitative faktorer først, hvorefter man ser på de kvantitative statistikker.
- Bottom-up fundamental analyse: Her ser man først på de kvantitative statistikker og derefter på de makroøkonomiske faktorer.
Ting, man skal kigge efter, når man udfører fundamental analyse
Vi har fastlagt den centrale forudsætning for fundamental analyse, og hvordan den sigter mod at bestemme et aktivs værdi ved at overveje dets kernekvaliteter. Vi har også berørt nogle af de udregninger, du kan bruge, og hvordan de passer ind i kategorierne kvantitativ og kvalitativ analyse. Den sidste ting, vi skal se på er de ting, du skal kigge efter, når du udfører en fundamental analyse.
Du kan bruge fundamental analyse til at vurdere en række forskellige finansielle instrumenter. Vi har brugt aktier som eksempel, men du kan også bruge fundamental analyse til forex, obligationer, råvarer og indekser. Grundprincipperne i denne metode er aktuelle i alle tilfælde.
Dog ændrer de specifikke tal, du skal forholde dig til, afhængigt af det instrument, du vurderer. Så med dette i tankerne er der her nogle ting, du skal kigge efter, når du udfører fundamental analyse af følgende:
Aktier i en virksomhed
- En virksomheds omsætning og overskud.
- En virksomheds gæld og forpligtelser.
- En virksomheds vækst gennem årene.
- En virksomheds tilstedeværelse i medierne.
- En virksomheds vækstpotentiale.
- Den branche, virksomheden befinder sig i, og dens nuværende situation/vækstpotentiale.
Forex
- Udbud og efterspørgsel efter en bestemt valuta/valutapar.
- Et lands økonomi og BNP.
- Rentesatser.
- Inflationsrater.
Obligationer (stats- og virksomhedsobligationer)
- Rentesatser.
- Økonomisk politik.
- Kreditvurderinger (et lands/virksomheds evne til at betale gæld tilbage - det betyder, at et lands/virksomheds økonomiske/finansielle situation er vigtig).
Råvarer
- Udbud og efterspørgsel af den pågældende råvare.
- Markedsrapporter.
- Politiske eller økonomiske begivenheder, der kan påvirke forsyningskæder, efterspørgsel osv.
Indekser
Indekser er samlinger af værdipapirer. Kort sagt betyder det, at et indeks følger udviklingen af flere aktier. Derfor kan man bruge de samme parametre til at vurdere indekser som man bruger til at vurdere aktier. Det er dog vigtigt at bemærke, at man ikke bør sammenligne aktier med indekser. Du bør kun sammenligne et indeks med et andet indeks.
Begynd at bruge fundamentale analyse, når du investerer
Det er ikke den bedste idé at gå igang med at benytte fundamental analyse på det virkelige marked med det samme. Hvis du vil bruge denne metode, er det vigtigt at sikre dig, at du forstår de grundlæggende principper først. Når du er fortrolig med det grundlæggende inden for fundamental analyse kan du afprøve det på en Saxo demokonto. Så har du mulighed for at afprøve dine egne analyser og teorier med en virtuel konto.
Før du begynder at bruge fundamental analyse er det vigtigt at forstå at intet er garanteret. Du kan analysere alle dele af et aktiv og komme frem til, hvad du mener, er en nøjagtig værdi. Det er godt, og det er noget, du bør sigte efter, men der kan og vil ske uventede ting på markederne.
Derfor bør du ikke se fundamental analyse som en vej til rigdom. Det er i bedste fald vanskeligt at forudsige, hvordan markederne vil bevæge sig. Så hvis du vil bruge fundamental analyse når du investerer, skal du huske, at det ikke giver entydige svar eller garanterede afkast, men at det kan hjælpe dig med at afgøre, om et aktiv er over- eller undervurderet.
Relaterede artikler
Sådan spreder du din portefølje: Strategier for risikostyring